kommer snart

Nyhedsmail nr. 1, april 2010

April, 2010

Læs i denne nyhedsmail fra Kattegatkomitéen om:

Velkommen til nyhedsmail nr. 1!

Vi holder dig à jour med nyheder og argumenter for en fast Kattegatforbindelse.

Velkommen til denne første nyhedsmail fra Kattegatkomitéen om visionen Metropol Danmark! Fremover vil vi udarbejde en nyhedsmail 6-8 gange om året. Du kan altid læse og downloade nyhedsmailen her på Metropol Danmarks hjemmeside under 'Nyheder'. Hvis du fremover ønsker at få nyhedsmailen sendt direkte i din mailboks, skal du tilmelde dig her. Klik Videresend også gerne denne nyhedsmail til dit netværk eller de rette personer i din organisation.

Med nyhedsmailen ønsker vi at holde vores læsere opdaterede om initiativer, beslutninger, holdninger og andet nyt, der har relation til debatten om en fast Kattegatforbindelse.

Målet for Kattegatkomitéen er at virke for et sammenhængende Danmark, hvor landets store vækst- og videncentre kædes sammen til én dansk metropol i europæisk måelstok. Kattegatkomitéen vil på den baggrund påvirke Folketinget og arbejde for en bred, politisk beslutning om en fast Kattegatforbindelse til højhastighedstog og biler over Kattegat mellem Jylland og Sjælland. Et afgørende led i vores indsats er at formidle faglige og saglige argumenter for en fast Kattegatforbindelse.

En eksklusiv kreds

Kattegatkomitéen er en eksklusiv kreds af ambassadører for visionen Metropol Danmark. Kattegatkomitéens medlemmer er alle markante personer, som bredt repræsenterer erhvervsliv, organisationer, videninstitutioner og de politiske partier. Kendetegnende for medlemmerne er store visioner og indflydelse.

Formanden for Kattegatkomitéen er Jens Kampmann, der er forhenværende trafik- og miljøminister samt tidligere formand for Sund & Bælt.

Med venlig hilsen

Kattegatkomitéen

 

 

Kampmann: Der bruges manipulerede tal

"Vi bliver ved med at lappe på infrastrukturen i Danmark i form af mindre motorvejsudbygninger her og der. Men hvis man mener det alvorligt og virkelig vil give det vigtige løft til, at Danmark bliver én samlet metropol i forhold til det øvrige Europa, så er det nødvendigt med store, samlede trafikinvesteringer."

Sådan sagde formanden for Kattegatkomitéen, Jens Kampmann, da han i marts var blandt oplægsholderne på en konference på Aarhus Universitet d. 26. marts 2010 om Danmarks infrastruktur og erhvervsudvikling. Jens Kampmann talte om fordelene ved at etablere en fast Kattegatforbindelse og rettede en skarp kritik mod den første screeningsundersøgelse af Kattegatforbindelsen udført af NIRAS og NIRAS Konsulenterne.

Jens Kampmann fastslog bl.a., at der i rapporten bevidst er manipuleret med forudsætningerne – for på den måde at stille en bro med højhastighedstog over Kattegat i et dårligt lys. Kampmann fremhævede bl.a., at forudsætningerne i rapporten er fejlagtige, idet de hviler på en for lav trafikvækst, et for lavt trafikspring, et for tidligt åbningsår og en for høj anlægspris i forhold til, hvad andre eksperter vurderer som de realistiske tal.

Brugerbetaling af broen

I sit indlæg betonede Jens Kampmann videre, at den absolut mest fornuftige infrastrukturløsning vil være at skabe en hurtig trafikal forbindelse på blot en time med højhastighedstog mellem Danmarks to største byer – København og Århus. Og han understregede, at en fast Kattegatforbindelse vil være til endnu større gavn for befolkningen og erhvervslivet i Østdanmark end i Vestdanmark.

Jens Kampmann slog desuden fast, at en Kattegatforbindelse ikke vil være en statslig investering, som der skal findes penge til på Finansloven. Tværtimod vil der blive tale om en brugerbetaling – ligesom på Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den kommende Femernforbindelse. Staten vil således kun skulle stille en statsgaranti.

"Hvis de nye, danske broer havde skullet finansieres over skatterne, så havde vi stadig sejlet rundt mellem landsdelene. Men der er ingen, der har noget imod brugerfinansiering af de store broer, og erfaringen viser jo, at der er positiv driftsøkonomi i broer," pointerede Jens Kampmann.

Ekspertise bør udnyttes

Han mener, at Sund & Bælt på baggrund af sin erfaring og dygtighed også bør stå for driften af en fast Kattegatforbindelse. Sund & Bælt driver og vedligeholder i forvejen Storebæltsforbindelsen samt den danske del af Øresundsforbindelsen og har ansvaret for forberedelserne til Femernforbindelsen. Jens Kampmann var i en årrække indtil 2009 formand for Sund & Bælt og har dermed en meget stor indsigt i selskabet og i broanlæg.

Jens Kampmann plæderer desuden for, at der i Folketinget træffes en hurtig principbeslutning om at etablere en fast Kattegatforbindelse umiddelbart efter Femernforbindelsen, så ekspertisen fra det ene trafikprojekt kan overføres til det næste.

"Den form for planlægning vil spare mange millioner," sagde formanden for Kattegatkomitéen på konferencen om infrastrukturen og erhvervsudviklingen i Danmark.

 

Heftig debat på konference om fremtidens infrastruktur

Anders G. Christensen fra Kattegatkomitéens udvidede formandskab holdt oplæg på konference i Transportministeriet og plæderede for en fast Kattegatforbindelse.

Kattegatkomitéen var stærkt repræsenteret, da Transportministeriet den 12. april 2010 afviklede en såkaldt statuskonference for de igangsatte strategiske analyser med fokus på fremtidens transportinfrastruktur i Danmark. Fra Kattegatkomitéen deltog både formand Jens Kampmann og de tre initiativtagere til komitéen: Bent Hansen, Nicolai Wammen og Anders G. Christensen.

Anders G. Christensen var desuden i sin egenskab af formand for Kommunekontaktrådet i Region Midtjylland og dermed repræsentant for de 19 kommuner i det midtjyske inviteret til at holde et indlæg på konferencen. Her fremhævede han fordelene ved at få etableret en fast Kattegatforbindelse. Anders G. Christensen pegede bl.a. på kort transporttid, et boost til erhvervsudviklingen og øget konkurrenceevne. Samtidig blev det betonet, at en bro til biler og højhastighedstog over Kattegat vil kunne binde landet tæt sammen og dermed få Danmark til at fremstå som én metropol i international sammenhæng, hvor Danmark skal være rustet til at konkurrere mod andre europæiske metropoler som London, Paris, Berlin, Hamborg, Amsterdam og Rotterdam.

Ren brugerfinansiering

Anders G. Christensen fortæller, at der på konferencen var en del debat om de infrastrukturprojekter, der blev drøftet.

"Det var bl.a. hos mange en forfejlet opfattelse af, at det vil tage penge fra andre, danske trafikinvesteringer at få etableret en fast Kattegatforbindelse. Men sådan forholder det sig ingenlunde. De ca. 100 mia. kr., som projektet vil koste, skal brugerfinansieres ligesom Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den kommende Femernbro, og erfaringerne viser jo, at dén økonomiske løsning fungerer uden problemer. Og så skal man huske, at det er en stor, national infrastrukturløsning til gavn for hele Danmark, der er behov for, og ikke små, lokale lappeløsninger. Det er vigtigt at bevæge sig op i helikopterperspektiv for at styrke Danmark til fremtiden," understreger Anders G. Christensen.

Damp under kedlerne

Transportminister Hans Christian Schmidt lagde på konferencen op til, at der skal afvikles nye statuskonferencer om fremtidens transportinfrastruktur i 2011 og 2013. Imens skal der gennemføres mere analysearbejde om forskellige infrastrukturprojekter.

Dermed vil det efter planen tidligst i 2013 blive besluttet, om der skal bygges en fast Kattegatforbindelse.

"Vi mener i Kattegatkomitéen, det er for længe at vente, så vi vil fortsat arbejde for, at der kan blive truffet en politisk principbeslutning vedr. en Kattegatforbindelse tidligere. Vi har bl.a. møde med transportministeren inden længe og vil i det hele taget holde damp under kedlerne og løbende gentage de gode argumenter for en fast forbindelse over Kattegat," siger Anders G. Christensen.

Mange oplæg og deltagere

De øvrige infrastrukturprojekter, der blev drøftet på statuskonferencen den 12. april med afsæt i analyser var motorvejsudvikling i Jylland og på Sjælland samt den såkaldte timemodel om mulighederne for at nedsætte togtiden mellem Århus og Odense til én time og tilsvarende nedsætte togtiden mellem København og Odense samt mellem Århus og Aalborg til én time.

Blandt oplægsholderne var transportminister Hans Christian Schmidt samt repræsentanter fra OECD, Danmarks Vækstråd, J. Lauritzen A/S, Transportøkonomisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Aalborg Universitet, Sund og Bælt, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet, By- og Landskabsstyrelsen, Transportministeriet samt formænd for kommunekontaktråd.

 

Politisk pres fra  Kalundborg

Erhvervslivet i Kalundborg presser på for en politisk beslutning om en fast Kattegatforbindelse.

Erhvervslivet i Kalundborg-området vil forsøge at påvirke de lokale og regionale politikere på egnen til at arbejde for at få en hurtig beslutning om at etablere en fast Kattegatforbindelse.

Det kom frem, da Kalundborgegnens Erhvervsråd i marts 2010 holdt generalforsamling med mere end 100 erhvervsledere som deltagere. Holdningen er nemlig, at en fast forbindelse over Kattegat med biler og højhastighedstog vil være til stor gavn for erhvervsudviklingen og give en langt bedre infrastruktur, end den nuværende færgesejlads mellem Århus og Kalundborg medfører. På den baggrund ser erhvervslivet i Kalundborg det som meget vigtigt at påvirke de lokale politikere til at presse på i Folketinget for snarest at få truffet en principbeslutning om at etablere en fast Kattegatforbindelse. I forvejen er Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) og formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd Ole Lauritzen medlem af Kattegatkomitéen.

Både Martin Damm og formanden for Kattegatkomitéen, Jens Kampmann, deltog som oplægsholdere på mødet i marts med Kalundborgegnens Erhvervsråd, hvor fordelene ved en Kattegatforbindelse blev drøftet.

Nye argumenter for en fast Kattegatforbindelse

Nye notater under udarbejdelse.

Kattegatkomitéen arbejder i øjeblikket på nye notater om potentialerne i en fast Kattegatforbindelse, bl.a. omhandlende finansiering.

Læs mere om notaterne i den kommende tid. 

På www.metropol-danmark.dk/nyheder kan du følge med i nyheder og du kan tilmelde dig vores nyhedsmail.

Modtag vores nyhedsmail

Hold dig opdateret med de seneste meddelser om en fast Kattegatforbindelse. Tilmeld dig herunder og modtag vores nyhedsmail

Aktuelt

Nyheder

Pressemeddelelse: Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune inviterer til konference
18.04.16
Der er lagt op til både faglige indspark og politisk diskussion, når Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune mandag 25. april holder konference om en fast...

Aktiviteter

Konference om en fast Kattegatforbindelse
Konference
| April 25, 2016 - 2:00pm
Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune inviterer til en spændende konference om en fast Kattegatforbindelse d. 25. april 2016 kl. 14.00-16.30 på...

Publikationer

Teknisk baggrundsnotat: Følsomhedsberegninger af en fast Kattegatforbindelse

juli 2016
|

I forbindelse med konferencen "Efter Kattegatanalysen - hvad nu?" d. 25. april 2016 præsenterede Rambøll en række følsomhedsberegning ...

Download her
Adobe PDF, 20 sider

Omtale

Debatindlæg: Nedsat brugerbetaling på Storebælt vil svække Femernforbindelsen og på sigt også Kattegatforbindelsen
30.10.17
| Aftalen om lavere takster på Storebæltsforbindelsen vil få konsekvenser for de fremtidige store faste forbindelser i Danmark. "Hvis vi...

Hjælp

Rapporterne er pakket i formatet PDF.
Klik for at downloade programmet