kommer snart

Nyhedsmail nr. 3, september 2010

September, 2010

Læs i denne nyhedsmail fra Kattegatkomitéen om:

Bro over Kattegat er
forudsætning for vækst

Rektor på Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, efterlyser større politiske visioner. Han mener, at en fast Kattegatforbindelse er helt afgørende for den kommende udvikling og vækst i Danmark.

Rektor på Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, forstår ikke, hvorfor regeringen og de øvrige partier på Christiansborg ikke prioriterer en fast Kattegatforbindelse højt på den politiske dagsorden. Den århusianske universitetsrektor har som medlem af Kattegatkomitéen gennem flere år været med til at arbejde for en fast Kattegatforbindelse.

Han mener, at det har alvorlige konsekvenser for Danmarks position og fremtid, at der i dag er tre timers transporttid mellem København og Århus – altså seks timer for at komme frem og tilbage mellem landets to vækstcentre. Lauritz B. Holm-Nielsen ser en fast forbindelse over Kattegat som en forudsætning for at stå stærkt fremover i global sammenhæng.

”I Danmark vil vi både nationalt og internationalt gerne gøre os gældende inden for viden og innovation. Det har vi også gode muligheder for, da Danmarks største universiteter allerede rangerer i eliten. Men så længe vi ikke har bundet Danmark optimalt sammen logistisk, udnytter vi ikke potentialet godt nok,” påpeger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Københavns Universitet og Aarhus Universitet er for nylig blevet placeret som henholdsvis nr. 54 og 55, når det gælder forskningsresultater på ranglisten fra Leiden over de 100 mest publicerende universiteter i verden.

Samarbejde bør styrkes
Gennem årene har Danmarks største universiteter etableret et godt og tæt samarbejde, men samarbejdet vil ifølge Lauritz B. Holm-Nielsen kunne styrkes væsentligt med en fast Kattegatforbindelse.
”Det vil bl.a. blive lettere at samarbejde i forskningsgrupper på tværs, at lave kombinerede uddannelser, at tiltrække de bedste internationale undervisere og forskere og i det hele taget at udnytte hinandens kapacitet og løfte niveauet, hvis der bygges bro over Kattegat og indføres højhastighedstog. I dag får vi slet ikke udnyttet mulighederne.”

Lauritz B. Holm-Nielsen fremhæver, at stort set alle andre højtudviklede lande i forvejen har indført højhastighedstog for at binde vækstcentrene sammen.

”Det er, fordi de mest innovative regioner findes dér, hvor der er sammenfald mellem høj videnproduktion og effektive infrastrukturer som containerhavn og lufthavn sammenvævet med højhastighedstog. I Danmark har vi Kastrup Lufthavn og containerbasishavnen i Århus samt Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Det er af afgørende betydning at binde et lands to vækstcentre sammen. Som f.eks. i Randstad (Amsterdam-Rotterdam), Catalonien, Californien (Bay-area), Massachusetts, Singapore, Shanghai og Hong Kong o.s.v. I et land af Danmarks størrelse bør vi gøre det i dag snarere end i morgen,” siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Ingen god undskyldning
Han påpeger, at det i dag f.eks. tager dobbelt så lang tid at komme fra København til Århus med tog som fra Madrid til Barcelona, selv om afstanden mellem de to spanske byer er dobbelt så stor.

”Det er virkelig dyrt for Danmark at fastholde den nuværende infrastruktur, fordi der skabes et hav af flaskehalse, og den økonomiske udvikling bremses. Danmark har brug for at få Kattegatprojektet sat i gang med det samme,” siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Han understreger, at der ikke er nogen god undskyldning for at udsætte broprojektet, da projektet kan finansieres privat og betales gennem broafgifter ligesom bl.a. Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den kommende Femernforbindelse.

”Kattegatkomitéens arbejde er så vigtigt, at jeg finder det naturligt at være med i det forum – men det er op ad bakke – og jeg forstår ikke trafikpolitikernes tøven i forhold til den faste Kattegatforbindelse. Danmark har brug for, at vi får etableret forbindelsen over Kattegat, så landets vækstcentre bindes tæt sammen. På den måde kan landet som helhed blive et af fremtidens globale viden- og innovationscentre,” udtaler Lauritz B. Holm-Nielsen.

Lappeløsninger eller visioner?

  

Kim Christiansen og Jens Kampmann i samtale under Trafikdage 2010.
Foto: Lars Pauli, Nordjyske Stiftstidende. 

Jens Kampmann appellerede på Trafikdage 2010 politikerne til at tænke visionært.

”Der er to fundamentalt forskellige måder at tænke infrastrukturinvesteringer på: Man kan vælge lappeløsningsmodellen, eller man kan være visionær.”

Sådan sagde formanden for Kattegatkomitéen Jens Kampmann, da der den 23.-24. august blev afholdt Trafikdage på Aalborg Universitet for 17. gang. Trafikdagene på Aalborg Universitet er en fast, årlig konference, som samler folk, der arbejder med trafik, til to dage med oplæg og diskussioner om trafikspørgsmål.

Jens Kampmann var på talerlisten til Trafikdagenes indledningssession og havde her lejlighed til at fremføre sine synspunkter om den faste Kattegatforbindelse og stille spørgsmål til fire folketingspolitikere, som alle arbejder med trafik: Formand for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) og trafikordførerne Kim Christiansen (DF), Magnus Heunicke (S) og Anne Baastrup (SF).

Vigtigt med hurtig beslutning
”Vi har i mange år været vant til, at der bliver lavet lappeløsninger trafikalt. Gennem årene har man blot halset bagefter en udvikling, der er i gang, uden egentligt at tage stilling til, hvilken udvikling vi ønsker i Danmark,” sagde Jens Kampmann.

Han ønsker i stedet, at der tænkes visionært ved nye trafikinvesteringer og nævnte som eksempel herpå en fast Kattegatforbindelse, hvor landets to største byområder kædes sammen med en rejsetid på kun én time med hurtigtog.

Jens Kampmann opfordrede på Trafikdage 2010 folketingsmedlemmerne til at sætte en specialanalyse af en fast Kattegatforbindelse i gang straks, så der snarest kan træffes en principbeslutning om etablering af forbindelsen. Han påpegede, at der for de andre store broforbindelser – Storebælt, Øresund og Femern – også er blevet lavet særanalyser.

”Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt med en særanalyse for Kattegatforbindelsen. Derfor nytter det ikke noget, at politikerne gang på gang henviser til den strategiske analyse for Østjylland eller til Landstrafikmodellen. Den strategiske analyse er så vidt vides ikke sat i gang endnu, fordi den afventer de første resultater fra Landstrafikmodellen. Ingen af disse vil dog tilvejebringe et egentligt beslutningsgrundlag for Kattegatforbindelsen,” sagde Jens Kampmann.

Flere politikere er positive
De tilstedeværende trafikpolitikere var enige i visionerne ved en fast Kattegatforbindelse. Både Magnus Heunicke og Kim Christiansen mener, at der skal træffes en hurtig principbeslutning om forbindelsen. Magnus Heunicke tilføjede det som vigtigt, at etableringen af Kattegatforbindelsen kommer til at ligge i forlængelse af Femernforbindelsen, for at kunne udnytte både viden og maskinel fra Femern. Kim Christiansen mener tillige, at en hurtig beslutning er nødvendigt for at undgå, at der foretages investeringer andre steder, som senere kan vise sig at være overflødige.

Også Flemming Damgaard Larsen talte varmt for forbindelsen, men vil være på sikker grund med hensyn til økonomien. Anne Baastrup udtrykte bekymring for, hvad en fast Kattegatforbindelse vil betyde for timemodellen, som Folketinget allerede har besluttet. Målet er her, at rejsetiden med tog mellem København-Odense, Odense-Århus og Århus-Aalborg skal nedbringes til én time.

Arbejdet for en Kattegatforbindelse vinder frem på Sjælland

Holbæk, Roskilde og Kalundborg Kommune er blandt de mange aktører på Sjælland, der bakker op om en fast forbindelse over Kattegat.

Visionen om en fast forbindelse over Kattegat vinder udbredelse. Således også på Sjælland, hvor borgmestrene for henholdsvis Roskilde og Holbæk, Poul Lindor Nielsen (S) og Søren Kjærsgaard (V), hver især vil tage initiativ til at arrangere debatter med Kattegatforbindelsen som tema.

De to borgmestre, som begge er medlem af Kattegatkomitéen, har netop holdt møder med komitéens formandskab repræsenteret ved formand Jens Kampmann og en af initiativtagerne til komitéen, Århus-borgmester Nicolai Wammen. På møderne blev bl.a. diskuteret, hvordan Kattegatkomitéens medlemmer kan arbejde for at udbrede visionen om en fast Kattegatforbindelse, og hvad etableringen af en fast forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark vil betyde for de sjællandske kommuner.

Hele byrådet bakker op
For borgmester i Holbæk Kommune, Søren Kjærsgaard, var mødet med Jens Kampmann og Nicolai Wammen første møde som medlem af Kattegatkomitéen. Søren Kjærsgaard indtrådte i dette forår i Kattegatkomitéen i kraft af sin nye rolle som borgmester i Holbæk Kommune i forbindelse med kommunalvalget 2009. Både som borgmester og medlem af Kattegatkomitéen har han afløst Jørn Sørensen (RV).

I Holbæk Kommune er der således, uanset partifarve, ingen tvivl om, at arbejdet for en fast Kattegatforbindelse har høj prioritet. Det er nemlig et enigt byråd, der står bag Søren Kjærsgaard i kampen for en fast Kattegatforbindelse.
 
Et nationalt projekt
Nicolai Wammen fastslår, at møderne i Roskilde og Holbæk var en succes og var vigtige:
”Jeg synes, vi havde to rigtig gode møder. Det er en fornøjelse at se den store opbakning, arbejdet for en fast Kattegatforbindelse møder på Sjælland, så vi endnu engang kan slå fast, at dette ikke er et ’jydeprojekt’, men et nationalt projekt. Også for Sjælland vil en fast Kattegatforbindelse være en kæmpe gevinst,” siger Nicolai Wammen.

Også Kalundborg Kommune støtter varmt visionen om en fast forbindelse over Kattegat, og Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), er således også medlem af Kattegatkomitéen. Overborgmester i København, Frank Jensen (S) er ligeledes en varm fortaler for Kattegat-forbindelsen, hvilket understreger en geografisk og politisk bred opbakning til projektet.

 

På www.metropol-danmark.dk/nyheder kan du følge med i nyheder og du kan tilmelde dig vores nyhedsmail.

Modtag vores nyhedsmail

Hold dig opdateret med de seneste meddelser om en fast Kattegatforbindelse. Tilmeld dig herunder og modtag vores nyhedsmail

Aktuelt

Nyheder

Pressemeddelelse: Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune inviterer til konference
18.04.16
Der er lagt op til både faglige indspark og politisk diskussion, når Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune mandag 25. april holder konference om en fast...

Aktiviteter

Konference om en fast Kattegatforbindelse
Konference
| April 25, 2016 - 2:00pm
Kattegatkomitéen og Aarhus Kommune inviterer til en spændende konference om en fast Kattegatforbindelse d. 25. april 2016 kl. 14.00-16.30 på...

Publikationer

Teknisk baggrundsnotat: Følsomhedsberegninger af en fast Kattegatforbindelse

juli 2016
|

I forbindelse med konferencen "Efter Kattegatanalysen - hvad nu?" d. 25. april 2016 præsenterede Rambøll en række følsomhedsberegning ...

Download her
Adobe PDF, 20 sider

Omtale

Debatindlæg: Nedsat brugerbetaling på Storebælt vil svække Femernforbindelsen og på sigt også Kattegatforbindelsen
30.10.17
| Aftalen om lavere takster på Storebæltsforbindelsen vil få konsekvenser for de fremtidige store faste forbindelser i Danmark. "Hvis vi...

Hjælp

Rapporterne er pakket i formatet PDF.
Klik for at downloade programmet