Gå til hovedindhold

Øget vækst og udvikling på tværs af Danmark

NYHED: Kattegatkomitéen afholder i samarbejde med Region Midtjylland, Nordjylland og Sjælland konference om vækst, udvikling og en fast Kattegatforbindelse, fredag d.3. oktober 2014.

  • Læs op

Indhold

    Bag visionen om en fast Kattegatforbindelse gemmer der sig et stort uudnyttet potentiale for at skabe vækst og udvikling for hele Danmark. En fremtidssikret og hurtig infrastruktur på tværs af Danmark vil binde landets vækstcentre tættere sammen og styrke Danmarks konkurrenceevne internationalt.

    De perspektiver er på dagsordnen, når Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland i samarbejde med Kattegatkomitéen afholder konference om ’Vækst og udvikling på tværs af Danmark – en ny Kattegatregion’ hos Novo Nordisk i Kalundborg fredag 3. oktober 2014.

    En fast forbindelses indflydelse på samfundsøkonomien

    En netop offentliggjort samfundsøkonomisk analyse af Storebæltsforbindelsen udarbejdet af konsulentfirmaerne Incentive og Tetraplan for Transportministeriet konkluderer, at Storebæltsforbindelsen har været en stor fordel og en rigtig god investering for Danmark.

    Analysen viser, at den faste forbindelse i høj grad har gavnet erhvervslivet, både i forhold til transport af gods og forretningsrejsende på tværs af landet. Samtidig viser analysen, at den faste forbindelse har gjort det muligt at pendle over Storebælt, fordi rejsetiden er blevet kortere. Det er til gavn for både pendlere, arbejdsgivere, der får adgang til ny arbejdskraft, og for staten, som får flere skatteindtægter.

     Formand for Kattegatkomitéen og tidligere formand for Sund & Bælt, Jens Kampmann siger:

     ”Jeg kan med stor tilfredshed konkludere, at Storebæltsforbindelsen har været en succes. Den skabte et nyt Danmarkskort.

    Min erfaring fra de faste forbindelser over både Storebælt og Øresund siger mig, at en fast Kattegatforbindelse vil kunne gøre Storebælt kunsten efter. Kattegatforbindelsen vil betyde rejsetidsbesparelser, vi ikke før har set magen til. Det giver helt nye vækst- og udviklingsperspektiver, som jeg glæder mig meget til at få sat fokus på ved konferencen d. 3. oktober.”

     Incentive, som står bag analysen, holder oplæg på konferencen om vækst og udvikling på tværs af Danmark. Derudover vil der være oplæg ved bl.a. Novo Nordisk, Københavns Lufthavne, borgmester i Kalundborg Martin Damm, samt regionsrådsformændene Ulla Astman, Region Nordjylland, Bent Hansen, Region Midtjylland og Jens Stenbæk, Region Sjælland.

    Konferencen afholdes i Novo Nordisk Fritidscenter, Hovvejen 10 i Kalundborg fra kl. 10-14.

    Pressen er meget velkommen til at deltage, og tilmelding kan ske til Agnete Lund Andersen på mail ala@regionsjaelland.dk eller telefon 5787 5750.

     For yderligere oplysninger kontakt

    Jens Kampmann, formand for Kattegatkomitéen på telefon 2483 0979

    Lars Bosendal, chefkonsulent i Region Sjælland på telefon 2979 5140 eller mail labo@regionsjaelland.dk

    Hanne-Marie Sieg Sørensen, sekretær for Kattegatkomitéen, Region Midtjylland på telefon 7841 1816 eller mail hanne-marie.soerensen@ru.rm.dk

    Se også pressemeddelelsen her.

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023