Gå til hovedindhold

Transportministeren fastholder positive tilkendegivelser overfor en fast forbindelse via Kattegat

NYHED: Torsdag d. 4. oktober 2012 mødtes Kattegatkomitéens formandskab med transportminister Henrik Dam Kristensen, for at diskutere en fast forbindelse over Kattegat. Seneste møde mellem parterne fandt sted 1. december 2011, og lige som dengang fastholdt transportministeren på dette møde, sin positive tilkendegivelse overfor en fast forbindelse via Kattegat.

  • Læs op

Indhold

    Transportminister Henrik Dam Kristensen gav på mødet udtryk for, at han er enig med Kattegatkomitéen i, at uanset hvilken holdning man har til en fast forbindelse over Kattegat, er der behov for at få truffet en beslutning, da Kattegatforbindelsen er et helt overordnet projekt, som skygger over alle andre projekter. Der er således behov for, at der findes en afklaring på de fremtidige infrastrukturprojekter snarest muligt.

    Beslutningen om de fremtidige infrastrukturprojekter, herunder en fast forbindelse over Kattegat, skal naturligvis træffes på fuldstændigt grundlag .Landstrafikmodellens version 1.0 skal danne grundlag for beregningerne af trafikmængden, og disse beregninger bliver afsættet for den strategiske analyse af en fast Kattegatforbindelse, som de politiske partier i 2013 skal træffe den endelige beslutning ud fra.

    Til Kattegatkomitéens tilfredshed, bliver en fast Kattegatforbindelse det første projekt, der beregnes på ved hjælp af Landstrafikmodellen. Siden mødet med Transportministeren i december 2011, har der således været afholdt fire embedsmandsmøder mellem Kattegatkomitéens sekretariat og transportministeriet om beslut-ningsgrundlaget, for at sikre at de rigtige forudsætninger kommer til at ligge til grund for beregningerne.

    Samtidig viser de institutionelle investorer stadig stigende interesse i at investere i infrastrukturprojekter. Det åbner op for muligheden for, at infrastrukturprojekter kan finansieres på anden vis end hidtil, hvor de store faste forbindelser har været brugerfinansieret og motorveje mv. har været statsfinansieret.

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023