Gå til hovedindhold

Transportministeren opretter kontaktgruppe om en fast Kattegatforbindelse

NYHED: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har taget initiativ til at etablere en kontaktgruppe som skal drøfte de kommende analyser af en fast forbindelse over Kattegat. Formand for Kattegatkomitéen Jens Kampmann og flere af formandskabets øvrige medlemmer er inviteret til at deltage i kontaktgruppen.

  • Læs op

Indhold

    "Da en Kattegatforbindelse har så store konsekvenser for landet og ikke mindst for Jylland, ligger det mig meget på sinde, at alle relevante parter får mulighed for at komme til orde i det kommende forløb.

    Jeg har derfor besluttet at etablere en bred kontaktgruppe med undertegnede for bordenden, hvor de kommende analyser kan blive drøftet. Ud over dig har jeg inviteret regionsformændene samt formændene for Kommunekontaktrådene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark til at deltage i denne politiske kontaktgruppe."

    Sådan lyder det i transportministerens invitation til Jens Kampmann om deltagelse i kontaktgruppen.

    Jens Kampmann ser frem til at deltage i den nye kontaktgruppe om en fast Kattegatforbindelse, hvor også formandskabsmedlemmerne regionsrådsformænd Ulla Astman og Bent Hansen, og formand for KKR i Midtjylland Anders G. Christensen er inviteret til at deltage.

    I sit svar til transportministeren opfordrer Jens Kampmann til, at også repræsentanter fra Region Sjælland inviteres med i kontaktgruppen.

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023